N.O. Jensen i Aalborg skal fremadrettet sælge det nye bilmærke Aiways, der udelukkende producerer elbiler
En helt ny elbil er kommet på programmet hos N.O. Jensen. U5 er navnet på den første i rækken af bilmodeller fra den kinesiske bilfabrik Aiways. Fabrikken er etableret af en gruppe erfarne kinesiske, europæiske og japanske bilfolk, der på kun fire år har bygget en topmoderne bilfabrik og nu er i færd med at introducere den første Aiways-model på de europæiske markeder. På det danske marked skal elbilerne fra Aiways sælges online fra en hjemmeside, men den danske importør af Aiways har desuden udvalgt 11 partnere fordelt over det meste af Danmark, der også får mulighed for at sælge bilerne fra Aiways og rådgive kunderne om valg af bil.
”God service og rådgivning er vigtigt for de fleste, når de skal købe ny bil – ikke mindst når det handler om elbiler, som er en ny biltype for de fleste,” siger direktør Stig Jensen fra Andersen Motors, som udover Aiways, også står bag importen af Suzuki biler.
”Det er vigtigt for os at have samarbejdspartnere med den rette indstilling til kundeservice og rådgivning, når det handler om salg af elbiler. Og det har N.O. Jensen,” siger Stig Jensen
N.O. Jensen er klar til at tilbyde de første prøvekørsler i den nye Aiways elbil
Aiways U5 kan køre over 400 kilometer på en opladning og kan lade batteriet med op til 90 kW fra en hurtiglader. Det betyder, at det kun tager ca. 35 minutter at lade bilen op, så den kan køre yderligere 200 kilometer. Elmotoren i Aiways U5 yder 204 HK og har et drejningsmoment på 310 Nm. Det sikrer Aiways U5 sportslige egenskaber med en accelerationstid fra 0 – 100 km/t på kun 7,5 sekunder og en topfart begrænset til 160 km/t
Den nye elbil er en rummelig SUV, der henvender sig til bilister med et stort pladsbehov og et ønske om en høj grad af komfort- og sikkerhedsudstyr. Aiways U5 fås i to udstyrsversioner, og stort set alt udstyr er standard. Begge versioner har således sikkerhedssystemer som 360 graders panorama kamera og automatisk fartpilot med nødbremse, der standser for biler, fodgængere og cyklister, alarm ved trafik i den blinde vinkel. Derudover sikkerhedssystemer som aktiv vejbaneassistent, der hjælper føreren til at holde sig i den rigtige vejbane og advarer mod tværgående trafik bagfra, når man bakker.
Aiways U5 fås fra 299.990 kr. og bestilling af prøvekørsler kan foregå direkte hos N.O. Jensen, eller man kan booke en tid på https://aiways-danmark.dk/